Militær uniform hænger sammen med andre uniformer.

'Uniform på jobbet'-dag afholdes årligt den sidste onsdag i september.

Det er fjerde år i træk, at Danmarks nye mærkedag bliver afholdt. En dag der skal vise, hvor mange danskere der yder en ekstra indsats i deres fritid for at passe på Danmark.

 

Med et forandret trusselsbillede, krig i Europa, cyberangreb og terrortrusler er det vigtigere end nogensinde før, at vi har frivillige kræfter i blandt andet Hjemmeværnet, som gør en stor indsats for samfundet og sikkerheden.

 

De ca. 15.500 frivillige hjemmeværnssoldater stiller op til at løse en lang række vigtige opgaver for Forsvaret, Politiet og Beredskabet. Dette omfatter blandt andet militære operative opgaver som overvågning af danske farvande og bevogtning militære områder og kritisk infrastruktur.

 

 

En indsats, der skal anerkendes

”Vi håber, at rigtig mange af vores soldater får mulighed for at tage deres uniform på eller markere dagen på andre måder,” siger den kommitterede for Hjemmeværnet, Hans Andersen og fortsætter:

 

”Det betyder meget, at vores frivillige soldater og reservister får mulighed for at vise, at de er en del af Danmarks forsvar. De løfter en vigtig opgave ved siden af deres civile arbejde og bruger deres fritid på at bidrage til Danmarks tryghed og sikkerhed. Det er en indsats, vi gerne vil anerkende og sætte fokus på.”

 

Mærkedagen handler derfor ikke kun om at tage uniformen på. Det handler om at synliggøre og anerkende de mange frivillige, der gør en forskel for Danmark.

 

”Det er vigtigt og meget positivt, at frivillige soldater og reservister har mulighed for at bære uniform på deres arbejde i anledningen af Uniform på Jobbet-dagen. Det er både en måde, vi samlet kan anerkende deres vigtige indsats, og samtidig sætter det fokus på den forsvarsvilje, der er i det danske samfund,” siger chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen.