Frivillige modtager befaling til øvelse Brave Lion.

Frivillige hjemmeværnssoldater deltog under Hærens største årlige øvelse. Foto: Hjemmeværnet

Motorerne var slukket, positionerne gjort klar og radioerne tændt, da de første køretøjer fra 1. Brigade begyndte at bevæge sig sydpå gennem Oksbøl-terrænet.

 

Skjult i området sad hjemmeværnssoldater fra en motoriseret overvågningsdeling - også kaldet MOTOV - og fulgte soldaterne tæt, som rykkede frem. Opgaven var at observere brigadens bevægelser og sende meldinger videre om køretøjstyper, antal og mulige føringskøretøjer.

 

Den motoriserede overvågningsdeling bestod af hjemmeværnssoldater fra Sydøstjylland, Fyn og Nordjylland.

 

Ude i realistiske rammer

Opgaven krævede både tålmodighed og hurtige beslutninger. Soldaterne skulle arbejde skjult i terrænet, etablere observationsposter og samtidig være klar til hurtigt at flytte position, hvis de blev genkendt.

 

”Det er altid fedt at være på øvelse med hæren, hvor hele maskineriet er i gang. Når man til daglig øver scenarier og forestiller sig, hvordan fjenden er, og man så kommer ud i realistiske rammer, hvor fjenden faktisk er der, så bliver det hele meget mere virkeligt og meningsfuldt,” siger Anders, gruppefører for MOTOV i Hærhjemmeværnsdistrikt Sydøstjylland.

 

Droner ændrede kamppladsen

En af de ting, der fyldte mest under årets øvelse, var droner.

 

Droner blev både brugt til overvågning og som en potentiel trussel mod soldaterne på jorden. Derfor blev camouflage og skjul endnu vigtigere end tidligere.

 

”Dronetruslen har givet os en helt ny måde at tænke på. Pludselig handler det om at kunne gå i flyverskjul med køretøjerne og skjule sig effektivt. Det er noget, vi har talt om før, men først nu for alvor prøver af i praksis. Det har været en reel aha-oplevelse,” fortæller Morten fra Hærhjemmeværnsdistrikt Fyn.

 

Også chefen for 1. Brigade, brigadegeneral Michael Thøgersen, peger på, at droner bliver afgørende på fremtidens kampplads.

 

”Droner er fremtiden, og i brigaden har vi fokus på at træne, så vi kan tilpasse os til fremtidens kampplads. Vi kan ikke vinde en fremtidig kamp, hvis vi ikke vænner os til den rolle, som droner spiller på den moderne kampplads.”

 

En øvelse i stor skala

For mange af hjemmeværnssoldaterne var det særligt omfanget af øvelsen, der gjorde indtryk.

 

”Det fedeste er størrelsen på øvelsen - omkring 400 køretøjer og 2.500 soldater. Vi er normalt vant til at arbejde i en mindre skala, så det gør indtryk at opleve kampvogne og større køretøjer helt tæt på. Det giver virkelig mening for de frivillige at se størrelsen og de typer af køretøjer, vi får lov til at arbejde med,” siger Morten.

 

Øvelsen varede flere dage, og soldaterne levede tæt på deres køretøjer og udstyr under hele indsættelsen.

 

”Der er god uddannelse i at bo og leve i og omkring bilen. Når alt ens grej og ammunition og så videre er i bilen, er det ikke noget, man bare forlader. Bilen bliver ens vigtigste redskab,” afslutter Anders og tilføjer:

 

”På en øvelse som Brave Lion får man omsat teori til praksis. Der er en fed energi, og det er hele årsagen til at melde sig til Hjemmeværnet - at opleve det, man træner, i store og realistiske rammer.”