’Soldat for en dag’ tiltrækker særligt unge deltagere, der vil prøve en dag som soldat.

’Soldat for en dag’ tiltrækker særligt unge deltagere, der vil prøve en dag som soldat. Foto: Flyverhjemmeværnet.

Hvordan er det egentlig at bruge en del af sin fritid som frivillig soldat i Flyverhjemmeværnet? 


Det kunne interesserede få en smagsprøve på, da Hjemmeværnseskadrillerne 274 og 275 lørdag den 19. september inviterede til ”Soldat for en dag” på den snart genopstandne Flyvestation Tirstrup på Djursland. 


Omkring 35 hjemmeværnssoldater fra de to eskadriller var involveret i arrangementet, hvor gæsterne kom rundt til syv forskellige stande. Her kunne de blandt andet prøve at skyde med løs ammunition med det nye gevær M/25, stifte bekendtskab med militær bykamp og angreb samt opleve droneflyvning og hundetjeneste. Derudover kunne man selvfølgelig få masser af information om mulighederne som frivillig soldat. 

 

En anden måde at rekruttere på 

Det er fjerde gang, at Hjemmeværnseskadrille 274 afholder ”Soldat for en dag”. Inspirationen kom oprindeligt fra Fredericia. 


"Det oprindelige koncept stammer fra Marinehjemmeværnet i Fredericia. Vi blev inspireret til at gøre det samme i mindre skala her hos os, og det er nu fjerde gang, vi afholder arrangementet."


Det er en bedre måde at hverve på end for eksempel at stå ved et kræmmermarked et sted, siger kaptajn Henrik Baunsgaard, chef for Hjemmeværnseskadrille 274. 


Han glæder sig over en vellykket dag med godt vejr og interesserede gæster i mange forskellige aldre. Særligt mange unge havde fundet vej til Tirstrup, og både mænd og kvinder var godt repræsenteret. 


Forventningen efter arrangementet er, at dagens møde med Flyverhjemmeværnet vil føre til mellem fem og ti konkrete tilmeldinger på selve dagen. Men alene tilmeldinger er ikke et succeskriterie i sig selv: Det handler nemlig også om positiv branding og god omtale. Det vil styrke Hjemmeværnets image og højest sandsynligt føre til flere frivillige hen ad vejen. 

 

Eskadrille 274 har tidligere haft succes med at rekruttere nye soldater til ’Soldat for en dag’. Her fra ’Soldat for en dag’ i 2024.
Eskadrille 274 har tidligere haft succes med at rekruttere nye soldater til ’Soldat for en dag’. Her fra ’Soldat for en dag’ i 2024. Foto: Flyverhjemmeværnet.   

 

To forskellige eskadriller 

Dagen var samtidig resultatet af et tæt samarbejde mellem Hjemmeværnseskadrillerne HVE 274 og 275. 


De to eskadriller har forskellige profiler. Hvor HVE 274 har fokus på SECFOR – Security Force – mens arbejder HVE 275 blandt andet med bevogtningsopgaver og droneflyvning. Dermed kunne gæsterne møde forskellige sider af Flyverhjemmeværnet og få et bredere billede af de muligheder og opgaver, der findes som frivillig. 


Og netop muligheden for selv at komme tæt på aktiviteterne er ifølge Henrik Baunsgaard en af styrkerne ved ”Soldat for en dag”. Frem for blot at høre om Flyverhjemmeværnet får gæsterne mulighed for at møde soldaterne og opleve nogle af aktiviteterne på egen krop. 


Erfaringerne fra Tirstrup er så gode, at HVE 274 og 275 gerne deler dem med andre enheder, der kunne tænke sig at prøve kræfter med konceptet.