Nyheder
Publikationer
Sociale Medier
Presse
Den sidste onsdag i september kan du møde din kollega, pædagogen i dit barns børnehave eller kassedamen i uniform. Den 24. september kan alle reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten bære deres uniform på deres job eller studie.
Den 24. september er det uniform på jobbet-dagen, hvor blandt andet Hjemmeværnets frivillige kan bære deres uniform på jobbet. Foto: Hjemmeværnskommandoen
Uniform på jobbet-dagen er til for at synliggøre, hvor mange der gør en ekstra indsats for, at vi alle kan have et trygt samfund i Danmark.
”Det betyder utrolig meget, at vores frivillige soldater og reservister får mulighed for at vise, at de er en del af Danmarks forsvar. Det er en dag, hvor vi hylder dem, der både passer på et civilt job og bidrager til Danmarks tryghed i deres fritid,” siger chefen for hjemmeværnet, Gunner Arpe Nielsen.
Med et skærpet trusselsbillede, krig i Europa, cyberangreb og terrortrusler er der i stigende grad brug for de frivillige kræfter i blandt andet Hjemmeværnet, som gør en stor indsats for samfundet og for sikkerheden. De 14.500 frivillige hjemmeværnssoldater stiller op til at løse en lang række vigtige opgaver for Forsvaret og Beredskabet.
Onsdag den 24. september kan alle frivillige i Hjemmeværnet bære deres uniform på deres job eller studie.
Uniform på jobbet-dagen er en fast dag hvert år, hvor reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten kan tage deres uniform på, når de går på job eller møder ind på deres studiested.
Vi har en Uniform på jobbet-dag for at hylde alle reservisterne og de frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten.
Uniform på jobbet-dagen skal også gøre det tydeligt, hvor mange der yder en ekstra indsats for, at vi alle kan have et godt og trygt samfund i Danmark.
Reservisterne og de frivillige er helt almindelige mennesker. Det kan være håndværkere, kontormedarbejdere eller skolelærere, som trækker i uniform, når der er brug for dem.
Vi opfordrer alle, der deltager, til at dele billeder fra dagen – enten på egen Facebook, Instagram eller i kommentarfeltet til vores opslag. Tag gerne @Hjemmevaernet på de sociale medier, så vi kan samle og dele jeres gode historier.
Læs mere om Uniform på jobbet-dag her: Uniform på jobbet-dag