Nyheder
Publikationer
Sociale Medier
Presse
For andet år i træk har frivillige soldater og reservister landet over valgt at komme på arbejde eller på uddannelse i uniform for at synliggøre den store frivillige indsats, de er med til at yde for sikre et trygt samfund i Danmark. Også mange virksomheder støtter op om dagen.
Soldat fra Hjemmeværnet på arbejde hos Meneta. Foto: Jonas Vandall
I dag har folk i uniformer fyldt mere end normalt på de danske arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.
Det skyldes, at det i dag er ’Uniform på jobbet-dag. Dagen giver Danmarks mange tusinde frivillige og reservister fra Hjemmeværnet, Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten mulighed for at møde op i uniform på deres arbejde eller på et studiested, så de kan vise og fortælle deres kolleger og arbejdsgivere, at de ved siden af deres civile job eller uddannelse gerne trækker i uniform, når Danmark har allermest brug for dem.
Så landet over har du kunnet opleve såvel håndværkere, skolelærere, kontormedarbejdere, kranførere, akademikere, ledere, ekspedienter som studerende i uniform enten på deres arbejdsplads eller deres studiested. I år støtter cirka 200 virksomheder, kommuner og organisationer, herunder Dansk Industri, Dansk Erhverv, aktivt op om dagen.
Uniform på jobbet-dag på DTU. Foto: Kevin Sigvartsen
Blandt dem er blandt andet den globale transport- og logistikvirksomhed, DSV, BGFIX, der leverer materiale til byggepladser, MENETA, der er underleverandør til bilindustrien, byggevirksomheden Guldfeldt i Odense samt DTU. Alle steder er flere ansatte mødt på arbejdet i deres militæruniform, fordi de er frivillige soldater eller reservister i Hjemmeværnet.
Jess Wedel Nielsen, der arbejder som testmekaniker hos virksomheden MENETA i Odense og i sin fritid er chef for Infanterikompagni Fyn, er meget glad for det nye initiativ:
”Jeg er utrolig stolt over at bære min uniform. I dag kan jeg fortælle mine kolleger om det store frivillige arbejde for Forsvaret og beredskabet, som vi er mange, der yder. Det har stor værdi, og jeg synes Uniform på jobbet-dagen er alletiders,” siger Jess Wedel Nielsen.
I København er civilingeniør Jan Balling, også i uniform på sin arbejdsplads på DTU Space. Han er også næstkommanderende i Hjemmeværnskompagni Fabriksparken på Vestegnen.
”Hjemmeværnet består af mange forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde. Vi har alle en interesse i at stille op og yde noget for samfundet. Derfor er det dejligt, at vi på denne her dag kan fortælle andre om, hvem Hjemmeværnet er og hvad vi laver jer,” siger Jan.
Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, besøgte onsdag en række forskellige virksomheder på fyn. Foto: Jonas Vandall
De mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som bakker op om Uniform på jobbet-dagen, gør det blandt andet fordi, dagen er med til at sætte fokus på Forsvaret og Hjemmeværnet.
”Ved at være en del af Uniform på jobbet-dagen bakker vi op om totalforsvaret og vores fælles sikkerhed i Danmark. Det er vigtigt, at vi kan føle os trygge i Danmark, og det gør os stolte, at vi kan være med til at støtte op om det. Dagen skaber positivt fokus på og omtale af Forsvaret og Hjemmeværnet, og det vil vi som virksomhed gerne være en del af,” siger CEO i Guldfeldt, Kim Birkerød.
Frivillig soldat i Hjemmeværnet Martin deltager i Uniform på jobbet-dagen. Foto: Privat foto
Hjemmeværnets ledelse sætter stor pris på opbakningen fra virksomheder og uddannelsesinstitutioner til denne særlige dag:
”Det betyder utroligt meget, at vores frivillige soldater og reservister i dag kan møde ind på arbejde i deres militæruniform og vise, at de er en del af Danmarks Frivillige Styrke og dermed bidrager til at sikre tryghed i vores land,” siger chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, der i dag besøger byggevirksomheden Guldfeldt i Odense.
Den Kommitterede for Hjemmeværnet, Hans Andersen (V), besøger i dag blandt andet transport- og logistikvirksomheden DSV samt DTU. Alle steder har flere ansatte været i uniform.
”Dagen giver vores frivillige soldater anledning til at fortælle om deres tjeneste i Hjemmeværnet og skaber samtidig en accept af, at man bruger sin fritid på at være med til at passe på Danmark. Tak til alle virksomheder, der bakker op om vores frivillige soldater både på denne dag, men også alle de andre dage på året, hvor de støtter op om deres medarbejderes indsats i Hjemmeværnet, ” siger Hans Andersen.
Også andre chefer fra Hjemmeværnet, Forsvaret og beredskabet er i dag på virksomhedsbesøg.
Uniform på jobbet-dag på DTU. Foto: Kevin Sigvartsen