Nyheder
Publikationer
Sociale Medier
Presse
I denne uge vil 16 hjemmeværnssoldater begynde på en ny uddannelse i droneflyvning. Samtidig vil 8 erfarne dronepiloter få yderligere uddannelse.
Hjemmeværnet har om lidt endnu flere dronepiloter til civile og militære droneflyvninger.
Midt i det vestjyske landskab i Nymindegab skal 16 nye frivillige dronepiloter fra både Hærhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Flyverhjemmeværnet fra i morgen starte på Hjemmeværnets nye grunduddannelse i droner.
Formålet er at styrke Hjemmeværnets dronekapacitet ved at uddanne flere frivillige dronepiloter, som senere kan gennemføre både civile- og militære droneoperationer.
Med den nye uddannelse står Hjemmeværnet samtidig bedre rustet til at løse både nuværende og fremtidige opgaver.
- Vi står i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation, og det stiller nye krav til Hjemmeværnets kapaciteter. Droner er blevet et afgørende redskab på den moderne kampplads, og med den nye uddannelse øger vi vores evne til at styrke Forsvarets opgaveløsning, siger generalmajor Gunner Arpe Nielsen, chef for Hjemmeværnet.
Forsvarsminister Jeppe Bruus ser frem til, at Hjemmeværnet nu får uddannet flere dronepiloter.
- Det er en rigtig god nyhed, at 24 frivillige soldater starter på en ny droneuddannelse. Ved at uddanne flere frivillige dronepiloter, styrker vi både vores civile og militære beredskab, siger forsvarsminister Jeppe Bruus og fortsætter,
- Der er ingen tvivl om, at den aktuelle sikkerhedspolitiske situation med hybrid krig stiller nye krav til Hjemmeværnets færdigheder og kapaciteter. Den nye droneuddannelse er et vigtigt skridt på vejen, afslutter forsvarsministeren.
De første dage foregår uddannelsen i en gymnastikhal, hvor deltagerne lærer de grundlæggende flyvefærdigheder. Herefter rykker uddannelsen ud i det militære øvelsesterræn, hvor dronepiloterne træner mere avancerede scenarier fra præcisionsflyvning og landing til håndtering af nødsituationer.
Når grunduddannelsen er gennemført, fortsætter deltagerne på et funktionskursus, hvor de omskoles til Hjemmeværnets operative dronesystem. Målet er at sikre, at dronepiloterne kan bidrage til opgaveløsningen med høj flyvesikkerhed og operativ effekt.
I løbet af uddannelsesugen skal de frivillige lære om blandt andet missionsplanlægning, praktiske flyveøvelser, operativ risikovurdering og en række andre færdigheder, der er nødvendige for at kunne operere droner sikkert og effektivt.
På sigt skal uddannelsen rulles ud til flere frivillige soldater i hele landet i løbet af de kommende år.
Have bestået A1/A3-certifikat
Have gennemført Flyvesikkerhedskursus (SRS E 835G)
Være vurderet egnet af egen myndighed
Være udpeget til en UAS-funktion