Christina er frivillig i det bornholmske Hjemmeværn.

Christina var frivillig under folkemødet på Bornholm, som blev afviklet fra 11-13 juni.

Bornholm er for mange ferieidyl med hvide strande, Hammershus og lækre is i Gudhjem, men i den lidt mere dystre ende, så ved bornholmerne også godt, at der kun er cirka 300 kilometer til det russiske fastland.

 

Det var også de tanker, som Christina var opmærksom på, da hun i 2025 meldte sig ind som frivillig soldat i Hjemmeværnet på Bornholm, da hun flyttede fra Helsingør til solskinsøen. 

 

- Det er sund fornuft. Selvfølgelig var jeg bevidst omkring det. Det er noget helt andet herovre (Bornholm, red). Der er en bevidsthed om, at vi kan blive smugkigget på af fjenden. Derfor har vi også telefonerne væk, når vi afholder flotilleaftener, forklarer hun og fortsætter,

 

- Alt kan bruges mod os. Det er tydeligt, at når vi sejler ud, så ligger de russiske fartøjer lige derude. Så det bliver pludselig meget virkeligt for én, hvad der foregår.

 

Gæster kunne få en snak med frivillige fra Hjemmeværnet under folkemødet på Bornholm.

Christina havde travlt med at vise Hjemmeværnets udstyr frem til gæster og få en god samtale på kajen under årets folkemøde. (foto: Jonas Vandall)

En ø i vat

Christina synes, at det giver god mening at engagere sig i beredskabet på en strategisk vigtig ø, som ligger i Østersøen. På den ene side er øen udsat, men på den anden side bliver den ’passet’ på, fortæller den bornholmske chef Kenneth Nielsen.

 

- Da jeg startede herovre (Bornholm, red), der talte man meget om Rusland, der kunne angribe Bornholm. Men Bornholm er pakket ind i vat, hvis man kigger på de NATO-lande, der ligger omkring øen, siger han.

 

Og den tryghed mærker befolkningen. For folk på øen virker ikke mere utrygge ved, at Rusland er lige på den anden side, synes Christina. Tværtimod. Så mærker Christina en bevidsthed i befolkningen om, at de har styr på, hvad der ikke er normalbilledet.

 

- De bliver ikke skræmt af at se soldater i bybilledet, eller høre Forsvarets F-35 fly hen over øen. De er bevidste om, at der foregår øvelser, og Hjemmeværnet er en synlig spiller. Måske er det netop derfor, at befolkningen føler sig trygge, siger Christina.

 

Der er brug for flere hænder

 

Når det handler om totalberedskab, så er frivillige en afgørende faktor, som vi ikke må tage for givet, forklarer Den Bornholmske Chef.

 

- Frivillighed er ikke en utømmelig ressource. Når vi skal bruge frivillige til at løse en hasteopgave, så er nogle jo syge, nogle er på ferie, andre er måske frivillig et andet sted. Men jeg håber, at flere bliver frivillige, for der er brug for frivillighed, når vi begynder at tale ind i hybride trusler, siger Kenneth Nielsen.

 

Og Hjemmeværnet er i stigende vækst. Christina blev en del af en ny bølge af frivillige sidste år. I 2025 blev rekordmange nye frivillige optaget i Hjemmeværnet. Det, synes Christina, er ret fedt.

 

- Det er dejligt at være en del af en organisation i udvikling. Og når jeg skal på forskellige kurser i Hjemmeværnet, så er der andre nye at følges med. Der er lidt langt til Nymindegab i Jylland fra Bornholm. Der er mange nye ting, jeg skal lære, og så er det fedt, at vi er mange nye.