Soldat håndterer en drone

Flyverhjemmeværnets nye dronepiloter har gennemgået Hjemmeværnsskolens nye droneuddannelse forud for øvelsen. Foto: Jonas Vandall

Fire nyuddannede dronepiloter skal 6.-8. november 2026 afprøve de nye kapaciteter i praksis, når omkring 200 frivillige soldater samles ved Finderup Øvelsesterræn ved Viborg.

 

Det militære område giver gode muligheder for at flyve med droner og bruge dem aktivt som en del af træningen. Samtidig får de øvrige soldater mulighed for at lære, hvordan droner kan indgå i deres opgaveløsning.

 

I august blev 16 frivillige dronepiloter uddannet på Hjemmeværnsskolens nye grunduddannelse i droner. Fire af dem kommer fra Flyverhjemmeværnet, og de får nu mulighed for at indsætte dronerne operativt under årsøvelsen.

 

-      Vi videreudvikler vores årsøvelse ved at inddrage droner. Det er et nyt værktøj, som skal indarbejdes i den måde, soldaterne træner på, siger Jimmy, der er uddannelsesofficer ved Flyverhjemmeværnet.

 

Udviklingen på droneområdet går stærkt, og derfor er det ifølge Jimmy vigtigt at afprøve, om den måde, Flyverhjemmeværnet har tænkt sig at bruge dronerne på, også giver mening i praksis.

 

-      Derfor tester vi under øvelsen, hvad der giver bedst mening. Vi lærer af det, så man kan også sige, at dronerne er etablering af nyt materiel i rammen af det, vi allerede kan, siger han.

 

Nye krav til Hjemmeværnets kapaciteter

Hjemmeværnet vil fortsat uddanne nye dronepiloter for at styrke det civile og militære beredskab. Samtidig skal soldaterne stå bedre rustet til at løse både nuværende og fremtidige opgaver.

 

Når dronepiloterne er uddannet, er det samtidig vigtigt, at det nye materiel bliver anvendt og ikke mindst afprøvet i øvelser.

 

-      Soldaterne skal lære at forholde sig til droner. Hvordan skjuler en deling sig, hvordan bliver de mindre synlige over for termisk varme og kameraer? Det er en ny måde at bevæge sig på, og vi skal finde ud af, hvor meget værdi dronerne kan tilføre vores delingsførere og gruppeførere, fortæller uddannelsesofficeren.

 

De omkring 200 frivillige soldater fra Flyverhjemmeværnet, der er tilmeldt årsøvelsen, skal træne sammen på kryds og tværs af forskellige enheder – fra bevogtning til Security Force-enheder. Målet er blandt andet at blive bedre til at arbejde sammen og udnytte de kompetencer og specialer, som de enkelte soldater bidrager med.