Nyheder
Publikationer
Sociale Medier
Presse
Øvelse Blåtand startede tidligt torsdag morgen, hvor alarmen gik, og Hjemmeværnet blev tilkaldt. Umiddelbart lignede hændelsen en ulykke, men efterhånden stod det klart, at der var mere på spil.
Hjemmeværnssoldater i Haderslev under øvelse Blåtand. Foto: HJFoto
En omfattende brand i en række store forsyningsanlæg på Esbjerg Havn blev opdaget torsdag morgen, og politi og brandvæsen blev hurtigt tilkaldt. Kort efter kunne Sønderjyllands Politi bekræfte, at branden var påsat, og en jagt på gerningsmændene blev iværksat. Det var scenariet, der udgjorde den første øvelse under Blåtand.
Situationen eskalerer, og det udvikler sig til en menneskejagt, hvor politiet anholder flere personer. Herefter tilkalder politiet Hjemmeværnet, der skal støtte politiet og det øvrige beredskab. Grupper af frivillige soldater rykker bevæbnet ind på havnen iført sikkerhedsudstyr for at sikre området.
Det, der først lignede et uheld, har nu ændret karakter. Og netop den udvikling er central i øvelse Blåtand.
Senere samme dag sker endnu en alvorlig hændelse en times tid derfra. I Haderslev er et tog kørt ind i en hjullæsser og afsporet. Mange mennesker er kommet til skade, og hjælpen er hurtigt på stedet, hvor de tilskadekomne evakueres fra toget.
Kort efter ankommer også Hjemmeværnets frivillige soldater. Deres opgave er blandt andet at bevogte ulykkesstedet og sikre, at uvedkommende ikke får adgang, mens politi og redningsberedskab arbejder på stedet.
Men også denne gang opstår der hurtigt mistanke om, at hændelsen ikke er tilfældig.
Politiet på ulykkesstedet i Haderslev får mistanke om, at togulykken – ligesom hændelsen på Esbjerg Havn – er resultatet af sabotage. Øvelse Blåtand kommer samtidig i en tid, hvor FE vurderer, at den hybride trussel mod Danmark er stigende, og hvor sabotage mod kritisk infrastruktur derfor er et realistisk scenarie, som Hjemmeværnet skal være forberedt på at håndtere.
Lars Olesen er projektofficer på øvelse Blåtand og har været med til at stykke scenarierne i Esbjerg og Haderslev sammen:
– Hændelserne viser sig at være overlagt sabotage, og det er netop den udvikling, vi ønsker at træne. Hjemmeværnets soldater skal være i stand til hurtigt at omstille sig, når en situation ændrer karakter, og det, der først ligner en ulykke, viser sig at være et angreb. Derfor øver vi scenarier som dette, så soldaterne er klar til at støtte Forsvaret og det samlede beredskab, når kritisk infrastruktur bliver udsat for sabotage.

Tilskadekomne evakueres fra tog under øvelse i Haderslev. Foto: HJFoto
Ud over at træne Hjemmeværnets soldater i håndteringen af hybride angreb skal den simulerede togulykke i Haderslev også træne Hjemmeværnet og det øvrige beredskab i at håndtere en alvorlig togulykke med mange tilskadekomne.
Scenariet trækker blandt andet på erfaringerne fra togulykken i Sønderjylland sidste år, hvor et passagertog påkørte en gylletransporter, og to vogne kørte af sporet. En kvinde mistede livet, og mere end 20 mennesker blev såret.
Med øvelsen får Hjemmeværnets soldater erfaring med, hvordan de skal agere ved en alvorlig hændelse med mange tilskadekomne, så de er bedre forberedt på at støtte politiet og det øvrige beredskab, når ulykken rammer.
Og det er netop vigtigt at træne samarbejde på tværs af myndigheder, forklarer chefen for Hjemmeværnet:
– Når vi laver en stor øvelse som Blåtand, er det for at øve alt det, som en hjemmeværnssoldat skal kunne. Lige fra den bløde ende til de skarpe militære opgaver. Under øvelse Blåtand træner vi processer, samarbejde med politi, beredskaber og kommuner, og vi stresstester hele systemet. Efter øvelsen kender vi fejlene, og vi lærer af dem, i stedet for at vi finder fejlene, når det virkelig gælder, siger generalmajor Gunner Arpe Nielsen, chef for Hjemmeværnet.