Nyheder
Publikationer
Sociale Medier
Presse
Som studentermedhjælper i Flyverhjemmeværnet får du til opgave at formidle historier om frivillige soldater, som i mere end 200.000 timer om året trækker i uniformen, når Flyvevåbnet har brug for en ekstra hånd. Historierne skal i høj grad formidles visuelt, men også på skrift, så du får rig mulighed for at udvikle din journalistiske værktøjskasse.
Nuværende studentermedhjælper Vanessa på øvelsen 'Sort Grav'.
Hvis vi må tillade os at gætte, så er en af dine første tanker i forbindelse med den her stilling måske: ”Jeg har hørt om Hjemmeværnet, men hvad dælen er Flyverhjemmeværnet nu for noget?”.
Det korte svar er, at Flyverhjemmeværnet er den gren af Hjemmeværnet, som har til opgave at støtte Flyvevåbnet – døgnet rundt og i hele landet.
Hvis vi må gætte igen, så er der nok en vis sandsynlighed for, at du nu tænker: ”Jamen laver Hjemmeværnet andet end at stå som parkeringsvagter?”. Det korte svar er ja. Et meget stort ja.
Hvis en af Flyvevåbnets helikoptere pludselig må sikkerhedslande, hvis der er behov for støtte til uddannelse af Flyvevåbnets værnepligtige, bevogtning af landets flyvestationer eller overvågning af grænseoverskridende kriminalitet ved Europas grænser fra luften – så er det Flyverhjemmeværnets frivillige soldater, som stiller op.
Det er de historier, du som studentermedhjælper skal være med til at formidle.
Som studentermedhjælper i Flyverhjemmeværnet er din primære opgave at producere indhold til vores interne og eksterne kommunikation. Med andre ord er det altså typisk dig vi sender i felten, når vi skal bruge billeder og video til sociale medier eller forskellige typer af artikler. Nogle gange er det korte, interne nyheder til web, og andre gange er det lange artikler til magasinet Hjemmeværnet, der bliver sendt ud til Hjemmeværnets 13.000 soldater. Du kommer også til at stå for at producere et månedligt internet nyhedsbrev.
Stillingen er i gennemsnit 7-10 om ugen, og du kommer til at fotografere og filme med Canon EOS R6 samt redigere i Premiere Pro og Lightroom.
Se nogle af billeder, som vores tidligere studentermedhjælpere har fået i kassen, når de har været på opgave:
Vi har soldater mange steder i Danmark, og du kommer derfor rundt i hele landet.
Og inden tanken om, at du måske ikke har egen bil, bider sig for godt fast, så bare rolig: Vi er en del af forsvarskoncernen, og alle vores medarbejdere har derfor adgang til Forsvarets delebiler. Delebilerne er placeret forskellige steder i hele landet, bl.a. i Aarhus. Så du kan altså snuppe en firmabil, når du skal på opgave, og du behøver derfor ikke at have egen bil. Det har vores tidligere studentermedhjælpere i øvrigt heller ikke haft.
Hvis du bor i Odense, skal du dog være opmærksom på, at der desværre ikke er delebiler placeret i Odense.
Af og til er vores soldater også på opgave i udlandet, så der er også chance for, at du kan komme med på reportagerejse uden for de danske grænser.
Du bliver en del af Flyverhjemmeværnets fastansatte stab, som består af 30 militære og civile medarbejdere. Som studentermedhjælper indgår du i et element af tre medarbejdere, der arbejder med kommunikation og rekruttering. Din nærmeste leder bliver vores kommunikationsrådgiver, og vi finder sammen løbende ud af, hvilke opgaver, du skal ud at løse. Elementet arbejder fra Flyvestation Karup i Midtjylland.
Vi vil rigtig gerne lære dig godt at kende, så vi har en kontorplads klar til dig på flyvestationen og forventer, at du har lejlighedsvis har mulighed for at arbejde fra Karup inden for almindelig arbejdstid.
Og lad os så lige stoppe en bekymrende tanke mere, inden den udvikler sig: Afstanden til Karup har ikke været en udfordring for vores tidligere studentermedhjælpere, der har boet i Aarhus uden egen bil, så vi finder også en løsning for dig.
Størstedelen af dit arbejde kan dog løses hjemmefra eller ude i felten typisk eftermiddag/aften eller i weekender. For dem, som du kommer til at bruge mest tid sammen med, er vores frivillige soldater, når du har dem foran linsen. Du kan møde en af dem her i videoen, som en af vores tidligere studentermedhjælpere har produceret:
Vi forestiller os, at du er journalist-, fotojournalist- eller kommunikationsstuderende og har interesse i at fotografere og filme. Vi er helt med på, at du er studerende, så du behøver ikke at være verdensmester. Hvis du har gåpåmodet, skal vi nok give dig værktøjerne.
Vi forventer, at du har erfaring med at skrive journalistiske artikler samt interviewe kilder og har interesse i at udvikle din journalistiske værktøjskasse.
Dine arbejdstider varierer alt efter, hvilke opgaver, Flyverhjemmeværnet skal løse, og hvor henne i landet opgaverne foregår. Derfor forventer vi også, at du er fleksibel. Til gengæld er vi også fleksible, og tilpasser jobbet, så det kan passe ind i dit (studie)liv.
Du skal have kørekort B, men behøver ikke at have egen bil.
Du kan læse mere om stillingen her, hvor du også kan sende din ansøgning. Ansøgningsfristen er 12. januar 2025, og stillingen tiltrædes pr. 1. februar 2025.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Flyverhjemmeværnets kommunikationsrådgiver Lærke Weensgaard på fhv-st-kom@mil.dk eller 91 33 23 32.