Hjemmeværnssoldaten Mark går på knæ for hjemmeværnssoldaten Louise

Hjemmeværnssoldaten Mark havde planlagt et frieri til Louise under et kompagnimøde på Køge Hjemmeværnsgård. Foto: Hærhjemmeværnsdistrikt Midt og Vestsjælland.

Den 32-årige hjemmeværnssoldat Mark Andersen havde planlagt et ganske særligt ”bagholdsangreb” på sin kæreste, Louise Hansen, som også er frivillig i Hjemmeværnet.

 

Planlagt i al hemmelighed

I flere uger havde Mark været i ledtog med kompagnichef John Valther Outzen og næstkommanderende Michael Munk for at sikre de perfekte rammer for frieriet.

 

Under påskud af, at der skulle tages et billede til kompagniets sociale medier, blev Louise kaldt op foran de fremmødte. Mens hun intetanende stillede sig klar, sneg Mark sig ind bag hende. Kort efter gik han på knæ iført uniform og stillede det spørgsmål, der ændrede aftenen fra et ordinært møde til et minde for livet.

 

Svaret var et tydeligt og bevæget ja.

Fælles vej ind i Hjemmeværnet

Parret mødte hinanden for godt halvandet år siden gennem deres uddannelsen i Hjemmeværnet. Louise blev uddannet geværskytte i sommeren 2025 ved Politihjemmeværnskompagni Køge, mens Mark er tilknyttet Infanterikompagni Svanemøllen i 1. deling.

 

Det fælles engagement i uniformen har ikke blot styrket deres faglige samarbejde, men også dannet grundlag for deres forhold.

 

Aftenen på Køge Hjemmeværnsgård vil uden tvivl blive husket længe – ikke for taktiske dispositioner eller operative opgaver, men for et øjeblik, hvor fællesskab, kærlighed og kammeratskab gik hånd i hånd.