Danske hjemmeværnssoldater ved Victory parade i Estland.

Rosenborgkompagniet med Livjægerne deltog sammen med generalmajor Gunner Arpe Nielsen. Foto: Hjemmeværnskommandoen

I år var det med en særlig dansk tilstedeværelse, da chefen for Hjemmeværnet generalmajor Gunner Arpe Nielsen deltog i paraden for første gang siden sin tiltrædelse i januar 2025.

 

Victory Day Parade afholdes hvert år den 23. juni, og paraden fandt denne gang sted i forlængelse af det nordisk-baltiske samarbejdsforum SCANBAL 2025, hvor Estland i år var vært. Chefen for det estiske hjemmeværn general Major Ilmar Tamm havde i den anledning inviteret sine kolleger fra de seks andre frivillige militære organisationer i Østersøregionen – heriblandt Danmark.

 

Historisk deltagelse

Hjemmeværnet har i årevis haft et nært samarbejde med det estiske hjemmeværn og har flere gange markeret Victory Day med et fanekompagni. I år deltog Rosenborgkompagniet med Livjægerne – flankeret af generalmajor Gunner Arpe Nielsen. Hans deltagelse var en markant nyhed i år.

 

”Hjemmeværnet har siden 1990’erne haft et nært samarbejde med esterne, men det er første gang, at jeg som chef for Hjemmeværnet kan være med til at fejre denne historiske begivenhed tilbage fra 1919, dengang da Estland fik kæmpet sig til sejr over de tyske styrker,” siger Gunner Arpe Nielsen.

 

Livjægerne der deltog i paraden i Estland.

Ved årets Victory Day Parade deltog Rosenborgkompagniet med Livjægerne. Foto: Hjemmeværnskommandoen

Et stærkt signal i en ny sikkerhedssituation

Dagens parade blev også en markering af fællesskab og sammenhold i en tid med skærpede sikkerhedspolitiske spændinger i Europa. I kølvandet på annekteringen af Krim i 2014 og krigen i Ukraine fra 2022 har det frivillige militære samarbejde mellem Danmark og Estland igen fået øget betydning.

 

”Det nye trusselsbillede, der har manifesteret sig siden 2014, er desværre blevet skærpet endnu mere i den seneste tid. Når jeg sammen med de seks andre chefer fra de frivillige militære organisationer på tværs af Østersøen deltager, understreger det de tætte bånd imellem os, og sender et stærkt signal om, at vi står sammen i regionen og på NATOs østligste flanke,” siger Gunner Arpe Nielsen.

 

Historiske bånd mellem Danmark og Estland

Victory Day markerer Estlands sejr i uafhængighedskrigen 1918–1920 – en krig, hvor Danmark spillede en aktiv rolle ved at sende omkring 200 frivillige soldater til støtte for esterne og letterne. Det såkaldte Dansk-Baltisk Auxiliærkorps er en vigtig – men ofte overset – del af både dansk og baltisk militærhistorie.

 

Samarbejdet mellem Hjemmeværnet og de baltiske lande har rødder helt tilbage til begyndelsen af 1990’erne. Særligt med Estland har Danmark opretholdt et tæt forhold, blandt andet ved at støtte opbygningen af det estiske hjemmeværn og finansiere opførelsen af deres hjemmeværnsskole.

 

Med årets deltagelse har Hjemmeværnet endnu en gang sendt et klart signal om fællesskab, solidaritet og styrke i samarbejdet med vores baltiske partnere.

Victory Day

  • Dagen fejres hvert år den 23. juni i Estland.

 

  • Paraden markerer sejren i Slaget ved Võnnu (Cēsis), hvor estiske tropper besejrede tyske styrker i 1919. Danmark bidrog til kampen for baltisk uafhængighed med frivillige i 1919.

 

  • Ved Victory Day 2025 deltog Rosenborgkompagniet og generalmajor Gunner Arpe Nielsen som repræsentanter for Hjemmeværnet.