Flyverhjemmeværnssoldat på øvelsen Sort Grav foran en helikopter

Øvelsen Sort Grav er én ud af to store, årlige øvelser i Flyverhjemmeværnet. Foto: Lærke Weensgaard.

I et skovbryn spejder en gruppe soldater op mod himlen. Lyden af roterende rotorblade kommer nærmere, indtil en adræt Fennec-helikopter pludselig dukker op over trækronerne. Soldaterne springer op. På plænen foran dem lander helikopteren. De står ring om den – klar til en bevogtning.

 

Bevogtningen af helikopteren foregår som led i øvelse Sort Grav. På øvelsen træner Flyverhjemmeværnets soldater forskellige typer af opgaver, som de skal kunne løse for Flyvevåbnet.

 

Netop bevogtning af fly og helikoptere er en vigtig og hyppigt tilbagevendende opgave, som Flyverhjemmeværnet løser for Flyvevåbnet. Derfor indgår opgaven også i øvelsen.

 

”Bevogtning af helikoptere har vores soldater været kaldt ud til adskillige gange i år. Så på øvelsen udfordrer vi dem også med scenarier, som de ikke er lige så vant til, men som de skal kunne håndtere i tilfælde af en krise,” forklarer major Jimmy Helsinghoff, der er en af planlæggerne bag øvelse Sort Grav.

 

Flyverhjemmeværnssoldat skyder med gevær på øvelsen Sort Grav

Flyverhjemmeværnets soldater er samlet fra hele landet til øvelsen Sort Grav. Foto: Lærke Weensgaard

Ét af de scenarier er bevogtning af en fiktiv udvidelse af Flyvestation Karup i Finderup Øvelsesterræn. Flyverhjemmeværnets vigtigste opgave er at passe på landets flyvestationer, og på øvelse Sort Grav bliver den fiktive flyvestation angrebet flere gange af fjendtlige styrker.

 

”Når Flyverhjemmeværnet gennemfører denne type øvelser, så er vi nødt til at afprøve alle aspekter af krisebarometeret – lige fra den fredelige bevogtning, til at kunne afværge et direkte angreb, som kan være den yderste konsekvens i en indsættelse,” siger major Jimmy Helsinghoff.

 

Øvelse Sort Grav er én ud af to store, årlige øvelser i Flyverhjemmeværnet, som samler frivillige soldater på tværs af landet. Sort Grav blev udviklet af frivillige soldater og i dag planlægges og ledes øvelsen stadig primært af frivillige kræfter.