Hjemmeværnssoldater i bykamp.

Flyverhjemmeværnet har i maj måned afholdt uddannelse i MOUT. Foto: Benedicte Ramfjord.

Blandt havarerede busser og dynger af røde mursten stiger der tyk røg ud af en bygning skiltet Rådhuset. Der er helt stille i den tilsyneladende forladte by. Pludselig bryder to soldater frem gennem røgen – militært iklædt og markeret med blå minestrimler på arme og hjelm. De stormer ind i bygningen. Kort efter høres skud.

 

Sådan ser det ud, når Flyverhjemmeværnet faciliterer MOUT-træning for frivillige hjemmeværnssoldater. Her samles medlemmer fra forskellige hjemmeværnseskadriller og kapaciteter til en fælles, intensiv uddannelsesweekend i Brikby, en kulisseby beliggende i Oksbøl øvelsesterræn. Deltagerne træner op til 16 timer dagligt fra torsdag til søndag og undervises i både teori og i praktiske øvelser, hvor færdighederne bliver sat på prøve.

 

”Som instruktør gik jeg i går 16 kilometer, så kursisterne har nok været oppe at gå en 20 kilometer – og det samtidig med, at de har hoppet ind og ud af bygninger med fuldt udstyr på hele dagen,” fortæller major Jimmy Helsinghoff, der har planlagt uddannelsesweekenden.


Faciliteter er en helt afgørende faktor


Bykamp centret i Brikby, etableret i midten af 90’erne som en øvelsesby for Hæren, spiller en central rolle i gennemførelsen af uddannelsen. Der findes nemlig ikke andre steder i Danmark med et urbant øvelsesterræn af samme størrelse og karakter, som samtidig kan rumme og udvikle det store antal deltagere, kurset er lavet til.

 

Brikby rummer talrige forladte og konstruerede ruiner og bygninger, og netop ordet bygning er centralt i forståelsen af, hvorfor MOUT er vigtig i Flyverhjemmeværnets uddannelsesprogram. En flyvestation består nemlig af mange forskellige typer bygninger, og alle dem, der opererer inden for Flyverhjemmeværnet, skal kunne arbejde inde på en flyvestation og omkring bygninger af forskellig karakter.

 

”Det kan være kontorbygninger, det kan være hangarer eller sheltere. Men på en flyvestation er der bare mange bygninger – og det skal de frivillige kunne forholde sig til, og de skal kunne arbejde i det,” tilføjer Jimmy Helsinghoff.

 

Hjemmeværnssoldater i bykamp.

Frivillige soldater på vej ind i en tilrøget bygning. Foto: Benedicte Ramfjord.

Fra kursus til kapacitet

Når kursisterne har gennemført MOUT-uddannelsen, tager de ikke blot et kvalifikationsbevis med hjem, men også en række nye færdigheder. De udvikler sig både individuelt og lærer at samarbejde effektivt på tværs af grupperne – en evne, der er afgørende under de praktiske øvelser, hvor de sammen skal rense store dele af byen.

 

Den militære kunnen i at operere i og omkring bygninger, som netop er kernen i MOUT, er desuden noget, flere kursister tager med hjem til deres egne eskadriller. Her begynder de i det små at videregive deres erfaringer og give tips til kolleger, der endnu ikke har gennemført uddannelsen. Det er noget, der ikke bare hæver det faglige niveau, men også styrker sammenhængskraften og den fælles forståelse af Flyverhjemmeværnets rolle i det danske forsvar.