Nyheder
Publikationer
Sociale Medier
Presse
30 år. Så længe har Jan Donner Lemvig været frivillig soldat i Hjemmeværnet. Og selvom forsyningsbefalingsmanden har fået Commanders Coin som anerkendelse for sin store indsats, er Jan ikke færdig med Danmarks frivillige styrke.
Jan Donner Lemvig blev tildelt Commander's Coin i efteråret 2024. Foto: Privatfoto
Jan Donner Lemvig meldte sig som frivillig soldat for 30 år siden, og han har holdt sit engagement i Hjemmeværnet stærkt og levende lige siden. Hjemmeværnet betyder så meget for Jan, at han trak i sin uniform i arbejdstiden en enkelt dag sidste år.
Jan arbejder til daglig hos Airmaster i Nordjylland, og den nationale ”Uniform på jobbet”-dag var en oplagt anledning til at lufte uniformen på arbejdspladsen. Efter aftale med sin produktionschef kunne han over for kollegerne tease lidt for den kommende dag.
”Da jeg dagen efter troppede pop i uniform, var der selvfølgelig mange spørgsmål, og det gav stof til eftertanke hos kollegerne,” fortæller Jan.
Jan blev på den baggrund samt sin mangeårige indsats tildelt Commanders Coin af sin distriktschef oberstløjtnant Klaus Billenstrin.
En tilværelse i uniform startede som ung værnepligtig i Dronningens Livregiment hen over 12 måneder.
Selvom uniformen blev leveret tilbage, sad følelsen stadig i ham.
”Jeg kunne ikke helt slippe det med at være i uniform og den omgangstone og det kammeratskab, der var der. Man lærte hinanden at kende på godt og ondt. Så efter en tid ude i det civile trak det lidt igen,” siger Jan.
En kollega lokkede ham med i det lokale hjemmeværnskompagni i Nibe. De nordjyske kompagnier er hen over årene blevet sammenlagt, og afstanden har udvidet sig fra fem til 32 kilometer. Det har dog ikke fået Jan til at parkere bilen.
Sammenlægninger af kompagnier, en hjemmeværnskultur under forandring og en dramatisk sikkerhedspolitisk udvikling efter afslutningen af Den Kolde Krig har påvirket rammerne for Jans liv i Hjemmeværnet.
”Dengang i 1990’erne var Hjemmeværnet noget anderledes end det øvrige forsvar. Det kørte på en anden måde – mindre stringent. De senere år er der sket en stor forandring, og det er helt sikkert til det positive. Hjemmeværnet har oppet sig, vi får lov til mere, og vi er blevet mere synlige,” siger Jan.
Han nævner de mange opgaver, som Hjemmeværnet i Nordjylland bidrager med. Lige fra synlighed på havnen i Aalborg, trafikregulering, eftersøgning af forsvundne borgere og støtte til øvelser med Jægerkorpset.
Det smitter ifølge Jan af på Hjemmeværnets image i befolkningen:
”Hjemmeværnet er ikke bare dem, der render rundt i buskadset og skyder omkring sig. Vi yder faktisk støtte til Jægerkorpset. De ting virker positivt på befolkningens opfattelse af os.”
Når Jan skal nævne sin største oplevelse i Hjemmeværnet, er det hans udsendelse vagttjeneste i NATO-lejren Novo Selo i Kosovo, på hold 49b fra oktober 2023 til februar 2024.
”At møde befolkningen og at mærke, at man var velkommen, og at man kunne bidrage til, at de kan leve i fred. Det var vigtigt. Og så var vi også med til at donere hjælpemidler til nogle skoler dernede. Pengene samlede vi ind fra vores DANCON-march,” fortæller Jan.
Jan Donner Lemvig i NATO-lejren i Kosovo. Foto: Privatfoto
Oplevelsen i Kosovo sætter imidlertid ikke et punktum for Jan, som lige nu har travlt med at planlægge en større kompagniøvelse til sommer. Der bliver nok at se til for forsyneren med transport af forplejning, drivmidler, materiel og personel.
Jans kompagni vil gerne tiltrække flere unge, men ikke udelukkende. For i kompagniet er det ikke kun de unge, der er aktive. En del har ligesom Jan været med i mange år.
Jan kan mærke, at der er et større fokus på Hjemmeværnet nu.
”Tendensen er jo nok, at når der sker noget derude i verden, så tiltrækker det af forskellige årsager folk til Hjemmeværnet. Man vil gerne være med og blive en del af det at passe på Danmark,” siger Jan.
Den sikkerhedspolitiske situation har også påvirket Jan selv.
”Jeg er blevet mere skarp og opmærksom. Jeg har fulgt Flightradar og MarineTraffic og har set skibe, som bare sejler frem og tilbage. Så tænker jeg: Hvad laver de dér? Som om de leder efter undersøiske kabler og sådan noget. På den måde rykker det noget nærmere,” siger Jan.
Jan Donner Lemvig fik i efteråret 2025 Commanders Coin for sit aktive engagement i Hjemmeværnet. Hans erfaringer kan koges ind til fem gode råd til hjemmeværnssoldaten: