Polsk soldat på uddannelse på Hjemmeværnsskolens populære Sommerskole.

Hjemmeværnsskolens populære Sommerskole tiltrækker mange udenlandske kursister. På billedet ses en af sidste års polske kursister. Arkivfoto: Hasna Eggers.

Der er langt fra Burundi i det centrale Afrika til Hjemmeværnsskolen i det vindblæste Nymindegab i Vestjylland. Ikke desto mindre har 10 afrikanske kursister fra fire afrikanske lande taget turen hele vejen til Vestjylland for at dygtiggøre sig på Hjemmeværnsskolens populære Sommerskole, der starter i dag og også har engelsksprogede kurser på programmet. 


Hver tredje kursist ud af de godt 200 kursister i uniform på dette års Sommerskole er fra udlandet. De kommer fra Burundi, Ghana, Kenya, Uganda, de tre baltiske lande, fra Polen og ikke mindst fra National Guard i USA, som har hele 40 kursister på Sommerskole i Danmark. 


”Det er første gang, vi også har afrikanske kursister, mens vi igennem flere år har haft kursister fra de øvrige lande, som Hjemmeværnet samarbejder med. Vores kurser på skolen er kendt for at have et virkelig højt fagligt niveau, og så er der gode muligheder for at netværke,” fortæller kaptajn Bo Julius, der er kursusleder på Sommerskolen.
 
Det er især de engelsksprogede instruktørkurser, der trækker de internationale kursister til Danmark, fortæller Bo Julius.


I alt udbydes der 14 kurser på Sommerskolen, hvoraf de fleste tilføjer nye kompetencer til de frivillige soldaters cv, som bruger deres sommerferie på at dygtiggøre sig. Vanen tro er Sommerskolen også åben for kursisternes familier. Så der bliver et stort rykind. 


Læs mere om Hjemmeværnsskolen


Det bliver en Sommerskole med tryk på

Ud over kurserne kommer der til at foregå rigtig mange andre aktiviteter i Nymindegab, og der er langt op til en sand perlerække af begivenheder.  


Midt i ugen, onsdag den 3. juli, markeres Hjemmeværnets 75-års jubilæum med et større VIP-arrangement med parade og deltagelse af en række indbudte internationale samarbejdspartnere. I starten af ugen mødes chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, med sine skandinaviske chefkolleger til møde.


Ud over Sommerskolen kommer der også til at foregå andre vigtige uddannelsesaktiviteter. Omkring 100 vordende frivillige soldater giver den gas på Hjemmeværns Grunduddannelse på et bootcampforløb. Og kommende KFOR-soldater bliver certificeret, så de er klar til bevogtningsopgaverne på KFOR-missionen i Kosovo, hvor Hjemmeværnet nu et lille år har løftet en væsentlig bevogtningsindsats.


”Der bliver virkelig tryk på med rigtig mange aktiviteter. Vi glæder os til at byde alle velkommen til en forrygende uge i Nymindegab,” siger Bo Julius.

 

Læs mere om Danmarks frivillige styrke på vistillerop.dk